Den vediske version

Moderne såkaldt veluddannede mennesker har det med at håne og latteliggøre den vediske kultur og litteratur, som de siger,  er fabrikeret af nogle primitive, indfødte normadestammer, der levede i Indien for længe siden. Men hvilken slags normadestamme ville skrive på et sprog, der er så perfekt i komposition, grammatik og rytme, at det tager moderne sprogforskere mindst 10 års studier bare nogenlunde at mestre grammatikken? De fleste sprogvidenskabelige forskere anerkender i dag, at sanskrit er det ældste kendte sprog og muligvis moderen til alle de moderne sprog, vi kender idag.

Hvilken slags indfødte ville for mere end 5000 år siden formulere tidsenheder baseret på atomers bevægelser helt nede fra 1/10.000 del af et sekund op til universets totale livslængde?  (Jf. Srimad Bhagavatam 3.11.1-12)

Hvilken slags indfødte kunne give en nøjagtige beskrivelser af alle planeterne i vores solsystem, nogle af hvilke moderne forskere kun for nyligt har opdaget? For slet ikke at tale om beskrivelser af planeter i universet, der endnu er ukendte for den moderne naturvidenskab. (Jf. Srimad Bhagavatam, Surya Siddhanta, samt de fleste Purana'er)

Hvilken slags primitive indfødte ville være i stand til at opsummere og kategorisere alle eksisterende livsarter i universet i forhold til deres bevidsthedsmæssige udvikling, inklusiv 400.000 menneskelige arter? (Jf. Padma Purana)

Hvordan kan det være at den vediske litteratur (der altså er et produkt af nogle primitive indfødte) indeholder systematiske, detaljerede og højt avanceret informationer om emner så som:

* Medicin, diagnostisering og helse.

Ayurveda og Garuda Purana indeholder diagnostiseringer af og naturlige lægemidler mod alle kendte lidelser. En god ayurvedisk læge kan bestemme enhver sygdom simpelthen ved at tage pulsen tre steder på håndledet. Ayurvediske klinikker  findes i de fleste lande rundt omkring i verden, og er højt værdsatte og succesfulde.

* Musik

Den vediske musikvidenskab hører til en af de mest sofistikerede og komplicerede i verden, hvor rytmer og skalaer er forbundet med særlige stemninger og tidspunkter på dagen (raga). Det var almindelig kendt i den vediske kultur at særlige lydvibrationer har forskellige indvirkninger på det menneskelige sind.

* Politik

Det vediske samfunds politiske struktur tillod indbyggerne at leve under fredfyldte og velstående omstændigheder under helgenagtige regenter, der havde nøje indsigt i menneskelig psykologi. Varnasrama dharma samfundssystemet garanterede, at alle var beskæftiget i overensstemmelse med deres fysiske og psykiske evner og samtidigt var de sikret gradvist at kunne avancere i åndelig forståelse med henblik på endelig befrielse fra den materielle verden. Alle kontinenter var kendte og regelmæssig handel og udvekslinger fandt sted.  (Jf. Mahabharata, Bhagavat og andre Purana'er)

* Arkitektur

Konstruktioner af templer og andre bygninger blev udført ifølge skriftlige retningslinier (Shilpa shastra). Man kan stadig observere resterne af nogle af den vediske arkitekturs pragtværker (Kanchi Puram, Mahabali Puram, Jagannath Puri for at nævne nogle få). Der er tale om imponerende bygningværker konstruerede fra solide stenblokke efter en teknik, der end ikke har kunne overgås med den mest moderne teknologi. Der var vægge indlagte med ædelstene (De blev alle plyndret af indtrængende muslimer og englændere). Disse bygninger havde air condition baseret på rindende vand, perfekt akkustik etc. Udskæringerne i sten taler for sig selv. I Purana'erne finder vi beskrivelser af interiøre der langt overgår noget moderne sidestykke, med ædelstensindlagte møbler og indendørs swimming pools. Sådanne beskrivelser bekræftes også i værker af mogulske og andre muslimske besættere (1100 - 1500 e.kr.) såvel som i 'En Indiensrejsendes dagbog' af Tavernier, der også var den, der bragte Hope og Koh-i-noor diamanterne til Europa.

* Matematik

Det er fra Vedaerne (Shulba sutras) vi har decimal systemet, tallet 0, ligninger med ukendte faktorer repæsenteret af bogstaver, og det moderne talsystem. De første eksempler på aritmetik, kvadrat- og kubikrødder, geometri, trigonometri, findes i Vedaerne, og det var Aryabhattader, der i 497 e.kr. udregnede Pi til at være 3.1416.

* Krigsførelse

Under den vediske tidsalder var det kun Kshatriya'er (medlemmer af krigerkasten) der beskæftigede sig med krig og vold. Civile blev aldrig involverede i eller ofre for krigshandlinger, der altid fandt sted på afsides liggende slagmarker efter særlige regler og foreskrifter. Et par få eksempler:  En, der vendte ryggen til, en, som var panikslagen, en som var forvirret, eller en der flygtede, var fredet og måtte ikke slås ihjel. Man kæmpede kun mens solen var oppe. Krigere, der besad himmelske våben, måtte kun anvende disse våben (udløst vha. mantras) mod andre krigere, der også besad dem.

Vediske soldater kendte til en psykisk teknologi, der ikke kendes i dag, og som gjorde dem i stand til gennem lydvibrationer (mantras) at udløse elementer som ild, vand, eller luft og rette dem mod en fjende. De kunne også gennem mantra'er udløse brahmastra'en, der var det ultimative ødelæggende våben, der nærmest kan sammenlignes med en kontrolleret udløsning af atomenergi. (Jf. Mahabharata og Bhagavat Purana) Dhanur-vedaen  var den Veda, der beskrev krigskunst. Efter slaget på Kurukshetra blev Dhanur -vedaen af brahminerne pålagt en forbandelse, der gjorde, at den ikke ville være virkningsfuld mere i Kali-yuga.

* Kunst

Også drama, teater, poesi, skulptur, dans og andre kunstarter er der gjort detaljeret rede for i Vedaerne. De udskæringer, der udsmykker templer, Bharat-natyam og andre former for dans, samt de mere en 3.000.000 vers der udgør den vediske litteratur, er i sig selv bevis  på, at Vedaerne var yderst sofistikerede mht. til kunstarterne og alle andre videnskaber. Der siges i dag kun at være ca. 7 procent tilbage af den vediske litteratur. Ufatteligt mange templer, skrifter og biblioteker blev systematisk tilintetgjort af muslimske invadører.

Desuden er der beskrevet mange andre emner i Vedaerne - åndelige, metafysiske og filosofiske - såvel som emner der vedrører økonomisk udvikling, psykologi og sansenydelse. Hvordan kunne primitive indfødte have kundskab om alt dette? Hvordan kunne de i det hele taget læse og skrive? Hvordan kunne de beskrive planeternes omløbsbaner og forudsige måne og solformørkelser? Hvorfra havde de kendskab til, at stof er sammensat af atomer? Hvis de vidste alt dette, hvorfor skulle de så fabrikere den detaljerede metafysiske viden i Vedaerne, der beskriver Gud og sjælen og alle eksistentielle spørgsmål?

Hvis Krishna og den vediske kultur blot er et produkt af nogle hinduers fantasier og ønsketænkning, hvorfor ville en videnskabsmand som Oppenheimer så studere Bhagavad Gita? Hvorfor er Vedaerne, især Bhagavad Gita, blev studeret og prist af så navnkundige personligheder som Thoreau, Emerson, Kant, Hegel, Schopenhauer, Scweizer, Einstein og Jung og mange andre berømte filosoffer og videnskabsmænd meget mere betydningsfulde og vigtige for verdenshistorien end nogle af de folk, der har travlt med at affærdige Vedaerne som mytologi?

Hvordan kan det falde nogen ind at foreslå, at disse respekterede lærde personligheder var fjolser, der intet bedre havde at foretage sig end at studere mytologiske overleveringer fra nogle uciviliserede indfødte? Eller kunne det muligvis forholde sig således, at den vediske litteratur netop er det, den selv påstår, den er? - nemlig forbrugervejledningen til universet der blev givet til menneskeheden af den Højeste Herre selv i tidernes morgen ved begyndelsen af skabelsen og derefter skrevet ned og videregivet gennem tiderne fra lærer til elev (discipelrækken). Det kan  faktisk ikke udelukkes. 

Konklusionen på al viden

Enhver kan opleve tre aspekter af virkeligeheden. I Bhagavad Gita beskrives de som kenderen, det kendte og kundskab - dvs. observanten, det der observeres og den metode gennem hvilket noget observeres. Vedanta udgør en arbejdsmodel, der gør det muligt at studere disse tre virkelighedsaspekter videnskabeligt. Vedanta siger, at enhver kundskabsmetode, der ikke på videnskabelig vis beskriver hele virkeligheden, tilhører uvidenhedens kategori.

Den i dag fremherskende metode til at indhente viden - den empiriske videnskab - definerer ikke hele virkeligheden, idet den kun beskæftiger sig med to virkelighedsaspekter - det der observeres, og metoden gennem hvilken det observeres. Den sidste og vigtigste del af virkeligheden nemlig selve observanten, lades der hånt om. Ifølge den toneangivende gren af den empiriske videnskab, som vi kan kalde Scientismen for at adskille den fra mere seriøse former for videnskabelig forskning, kan den totale virkelighed beskrives  udelukkende som materielle vekselvirkninger. 

Det er dog ikke lykkedes Scientismen at understøtte denne antagelse på videnskabelig vis, dvs. gennem eksperimenter og direkte observationer. Ikke desto mindre nægter Scientismens tilhængere at acceptere andre forklaringer. Selv forklaringer, der giver en mere konsistente og tilbundsgående forklaring på virkeligheden, som f.eks. Vedanta systemet, afvises på forhånd.

Vedanta opererer udfra præmisen, at enhver metode, der ikke skelner mellem observanten, det der observeres, og metoden til observation, ikke kan anses for kundskab men må henregnes til uvidenhedens kategori. Dette skal ses i forhold til materie og ånd (bevidsthed). Observanten eller sjælen er bevidsthed, og det, der observeres, er stof. Indenfor Scientismen skelner man ikke mellem observanten og det observerede, idet begge størrelser her anses for at tilhøre materien.

I Vedanta filosofien anses kenderen, eller observanten for ånd (bevdidsthed), og det kendte, eller det der observeres, kan enten være stof eller ånd. Kundskabsmetoden kan også være enten åndlig eller materiel, alt efter hvad bevidstheden er absorberet i at studere. Hvis man anvender sin bevidsthed til at studere sin bevidsthed, er det åndeligt. Hvis man anvender sin bevidsthed til at studere materien, er det materielt. Scientismen beskæftiger sig kun med det materielle, og fungerer ud fra antagelsen, at der ingen forskel er på kenderen og det der kendes, og at den eneste legitime kundskabsmetode er empirisk observation. Dette er i høj grad en selvpåtaget begrænsning, idet den kun tillader en at studere og forstå et ganske uvæsenligt udsnit af virkeligheden. Det vigtigste i enhver persons virkelighed er hans oplevelse af den. Det er helt uvæsentligt, hvordan molekyler og atomer farer rundt i nervebanerne, når man får en hammer over fingeren. Det væsentlige er den smerte, der opleves.

Tiden er et andet element, der bliver videnskabeligt beskrevet i Vedanta filosofien. Scientismens spekulationer vedrørende elementet tid, kan ikke siges at være videnskabelige, eftersom de ikke følger den vedtagede videnskabelige metode, dvs. opstillelsen af en hypotese, eksperimentering, og formuleringen af en konklusion. I stedet formulerer man konklusioner og tilpasser sine eksperimenter og hypoteser efter disse. Det er værd at lægge mærke til her, at man indenfor Scientismen har overtaget den Kirkelige opfattelse af tidselementet som en liniær størrelse, hvor man i Vedanta beskriver tiden som cyklisk.

 Vedanta giver mulighed for at studere tiden videnskabeligt. I forhold til tidselememntet kan bevidsthed ses som evig og materien som midlertidig. I samme forbindelse beskrives bevidsthed som viden og materien som uvidenhed - som man altså kan have viden om. I Sri Isopanisad beskrives det f.eks., at man samtidigt med kultiveringen af viden må kultivere kundskab om uvidenheden, for at kunne hæve sig over den.

Så ånd, eller bevidsthed, anses for viden, og materien anses for uvidenhed, eller sagt på en anden måde: bevidstheden er det gode, og materien er det onde.  I Vedanta opererer man ikke med begreberne godt og ondt. Man taler om viden og uvidenhed. Dette viser, at viden er evig og uvidenhed er midlertidig. MAO, det som indenfor Scientismen forherliges som foranderlig og tillempelig viden, bliver i Vedanta systemet klassificeret som uvidenhed. Kun viden om det, der er evigt, anses for rigtig kundskab i Vedanta filosofien. Dvs. at virkelig viden ikke forandrer sig. Virkelig viden er konstant.

Som vi kan se, henregnes hele denne verden til uvidenhedens kategori. Begyndelsen til al viden finder sted, når vi begynder, i det mindste teoretisk, at skelne mellem kroppen, sindet og selvet. Selvet er således observanten, der er placeret som i en maskine udgjort af materien. Observanten er jeg-fornemmelsen indeni kroppen, og den er konstant, og kroppen og sindet er foranderligt. Deraf kan vi forstå, at selvet er forskelligt fra kroppen og sindet. Denne viden er blevet vedligeholdt i det menneskelige samfund gennem discipelrækken, der har viderebragt kundskaben ned gennem tiderne, og som tilbyder mennesket en arbejdsmodel ved hjælp af hvilken, virkeligheden kan stadfæstes som den er.

I naturvidenskaben opererer man med et kundskabssystem, hvor man indhenter kundskab baseret på empirisk information, der tilpasses nye fakta, efterhånden som de dukker op.

Men i den vediske videnskab kaldes den metode for uvidenhed. Viden er viden. Enten ved man det, eller også ved man det ikke. Viden forandrer sig ikke fra dag til dag. Det, der er sandt, er også sandt i morgen eller om en million år. Hvis viden forandrer sig og er nødt til at tilpasses ny information, er det ikke viden men uvidenhed. I virkeligheden er det ikke tingene, der forandrer sig. Tingene er som de er, men vores opfattelse af dem forandrer sig i forhold til den information, vi modtager om dem. Det er en mental tilstand, der i den vediske version henregnes under uvidenhed.

Man kan tale om relativ viden, men relativ viden kategoriseres yderst set som uvidenhed. Meget af det, som i naturvidenskaben hyldes som foranderlig, tilpassselig viden, er i virkeligheden blot uvidenhed, og beviset herpå, er, at man konstant bliver nødt til at revidere sin såkaldte viden, når ny information fremkommer. Hvis ny viden eller fakta invaliderer den forrige viden, så var den forrige viden ikke viden til at begynde med men uvidenhed, og hvis den nye viden, man så kommer frem til, igen bliver revideret af den viden, man 'opdager' i morgen, så er det heller ikke viden men uvidenhed.

 En anden ting er, at metoden i Vaishnava religionen gør en i stand til at måle viden. Dette gøres gennem at forstå viden i forhold til naturens 3 kvaliteter - godhed, lidenskab og uvidenhed.  

Grundliggende siges det, at viden i godhedens kvalitet er, hvor man ser alle levende væsener som den åndelige bevidsthedsgnist (sjælen) indeni i kroppen. Man identificerer ikke et levende væsen med dets krop men ser alle levende væsener som dele af den samme helhed. Dette gør, at man ser sig selv og alle andre, uanset hvilken krop, de befinder sig i, som tilhørende den samme familie. Man ser, at Krishna er vores allesammens fælles ophav.

Viden i lidenskabens kvalitet betyder, at man ser alle levende væsener som værende identiske med deres fysiske krop. Man idenficerer alle andre levende væsener med deres fysiske fremtoning. På den måde opstår racisme og klasseskel. Enheden mellem alle levende væsener går tabt, og man forsøger i stedet at skabe enhed og fællesskab gennem nation, samfund, familie, køn, klasse, klub eller omgangskreds.

Og viden i uvidenhedens kvalitet betyder, at man ser sit arbejde som sit et og alt. Vi kender allesammen historien om manden, der går helt i spåner, fordi han bliver arbejdsløs. Ikke pga af pengene, men fordi han føler sig tilovers og værdiløs. En fodboldsspiller, ved hvordan man spiller fodbold - der er tale om viden, men hvis han identifcerer sig som fodboldspiller, er det viden i uvidenhedens kvalitet.

Eller en videnskabsmand ved måske en masse om sit speciale, men hvis han identificerer sig selv med sit arbejde, befinder han sig i uvidenhedens kvalitet. Hans arbejde beskriver ham.  Et andet og måske bedre eksempel på viden i uvidenhedens kvalitet er, når man fabrikerer bomber. Det kræver uden tvivl avanceret viden om elementerne og deres vekselvirkninger at fabrikere en atombombe, men eftersom resultatet er destruktivt, er der tale om viden i uvidenhedens kvalitet.

Generelt kan det siges at godhed befordrer opretholdelse, lidenskab befordrer skabelse, og uvidenhed befordrer destruktion. Alle levende væsener samt naturen er en blanding af disse tre kvaliteter. Des mere ens viden er i godhedens kvalitetet, des mere ser man alle levende væsener som sjæle - evige dele af den samme helhed. Og des mere den viden, man kultiverer, fjerner sig fra den forståelse og gør, at man ser andre levende væsener som deres kroppe (og dermed udelukkende som objekter for ens egen selviske nydelse), for ikke at tale om når man helt lever for sit arbejde - des mere er ens viden i uvidenhedens kvalitet. Des mere ens viden er godhedens kvalitet des mere kan man nærme sig det transcendentale stade, fordi man ser tingene som de er, og jo mere ens viden er i lidenskabens og uvidenhedens kvalitet, des mere bliver man cementeret ind i sin egen selviske opfattelse af virkeligheden, og des mere bliver man således underlagt illusion.

Vaishnava religionen giver os formler til at forstå og adskille de fysiske, psykiske og åndelige planer. I den vediske metode (Vaishnava religionen) arbejder man med mange formler, gennem hvilke naturen kan observeres og forstås, som den er. Den vigtigste formel til at forstå naturen er formlen af naturens 3 kvaliteter - godhed, lidenskab og uvidenhed og hvordan de blander sig med de 24 materielle elementer.

At man ikke kan vide noget med sikkerhed om livets formål og sandheden om vores eksistens, er blot ateistisk propaganda, som desværre langt de fleste, selv folk der påstår sig at være religiøse, ligger under for.

Men Vedanta tilbyder en metode til at studere og forstå Gud, sjælen og naturen og komme frem til den absolutte sandhed. I dagens atmosfære bliver man mødt med stor mistro og fjendtlighed, hvis man ved det. Det hænger vel sammen med, at så mange misbruger religion og filosofi til deres egne selviske formål.

For at maximere ens nydelse i tilværelsen og minimere lidelsen bliver man nødt til at udvikle virkelig viden om naturen, så man kan handle på en sådan måde, at naturen samarbejder med én og opfylder ens ønsker, og når man er blevet træt af det efter mange, mange liv i sansenydelse, kan man begynde at blive renset for materiel besmittelse, og når man er blevet renset for materiel besmittelse, kan man begynde at gøre sig fri for sit falske ego, og når man er blevet fri for sit falske ego, kan man begynde at udvikle sin kærlighed til Krishna, og når man har udviklet sin kærlighed til Krishna, kan man vende tilbage til den åndelige verden og blive genetableret i sin oprindelige åndelige form og i den nyde evigt i leg med Krishna. Der er nok at tage fat på, og man kan aldrig nå til vejs ende, for eksistensen i den åndelige verden er evig ekspanderende glæde.

Dette er i kontrast til materiel glæde, dvs. nydelse der erfares gennem kroppen, og som altid afløses af sorg og lidelse eller ender med at blive kedelig.

Åndeligt liv er evigt ekspanderende. Det bliver aldrig kedeligt. Åndeligt liv er fri for dualiteten lykke-lidelse. I den materielle verden kan lykke kun forstås på baggrund af lidelse; i åndeligt liv bliver man gradvist fri for den materielle verdens dualitet og bliver genindsat i sin åndelige position. Menneskelivet er den eneste mulighed for sjælen at komme til indsigt om det håbløse i materielle bestræbelser, hvad enten de er gode eller onde, for de er under alle omstændigheder midlertidige, og derfor kan de aldrig tilfredsstille sjælen, der er evig og som derfor kræver evig tilfredsstillelse. Ateismen er skadelig, fordi den fjerner denne mulighed fra menneskelivet og afholder sjælen fra at opnå sit fulde potentiale.

Det er sandt, at alle levende væsener er målorienteret. Det kaldes i den vediske version at være knyttet til resulatatet af sit arbejde. Det højest opnåelige mål er at have kærlighed til Gud, for kun det mål kan fult ud tilfredsstille os, og det er også det eneste mål, der kan beskytte os mod den største fare.

Den største fare er, når man endelig har fået en menneskelig form, igen at falde ned i udviklingsforløbet i de 8.400.000 former for liv. Dette kaldes for åndeligt selvmord. Hvis man udelukkende lever for at sove, spise, parre sig og forsvare sig, selvom det så gøres på meget sofistikeret vis som menneske, hvor man spiser med kniv og gaffel, sover og parrer sig i en vandseng og forsvarer sig med missiler, så forspilder man den mulighed, man som menneske har for at opdage den absolutte sandhed og blive guddommelig.

Det eneste og virkelige formål med den menneskelig tilværelse, er at opdage og lære at kende den absolutte sandhed. Spise, sove, parre sig og forsvare sig kan man gøre i en hvilken som helst livsart.

Denne kundskab er autoritativ, fordi den er understøttet af en intakt succesion af disciple eller åndelige mestre, og fordi den har basis i sastra - den vediske literatur, som er udsprunget fra den ældste og mest avancerede kultur i verden. Ingen kan blive en åndelig mester, dvs. professor i åndelig kundskab, uden først at have studeret som discipel under vejledning af en ægte åndelig mester, hvilket bl.a. indebærer at følge de regulerende principper for åndeligt liv.

Krishna siger:

Hør nu fra Mig, O Prithas søn, hvorledes du ved at udføre yoga i fuld bevidsthed om Mig, med sindet fæstnet på Mig, kan kende Mig helt og fuldt uden nogen tvivl. Jeg vil nu udførligt forklare denne viden for dig - både den materielle og den åndelige. Når du ved dette, er der intet mere tilbage for dig at vide. (Bg. 7. 1-2)              

Hvordan man bliver dum af at være ateist

Her er det afravigelige bvis på, at man bliver dum af at være ateist. Ateisme er troen på, at der ingen guder er. Det er med andre ord en tro, der ikke kan bekræftiges. Det kan ikke lade sig gøre at bevise, at der ingen Gud er, for man kan per definition ikke bevise en negativ.  Så ateisme er en blind tro, der ikke kan bevises. Hvem andre end mindre intelligente tåber ville tro på noget, der ikke kan bevises?

I modsætning til dette har vi teisme. En teist har i den mindste en teoretisk mulighed for at få sin tro på Gud bekræftiget. Gud kan, hvis Han eksisterer, selvfølgelig bevise sin egen eksistens hinsides tvivl. Det vil siger, at teister står intellektuelt stærkere en ateister. Det gør de, fordi de tror på noget, der har mulighed for at blive bevist.

Det kan være, at en eller anden ateist vil indvende, jamen, hvis Gud kan bekræftige sig selv, hvorfor har Han så ikke gjort det overfor mig? Svaret på dette gives i Bhagavad Gita, hvor Krishna siger:

Jeg manifesterer Mig aldrig for de tåbelige og uintelligente. For dem er Jeg dækket af Min indre energi, og derfor ved de ikke, Jeg er ufødt og ufejbarlig. (Bg. 7.25)

Så kommer indvendingen - men, men det viser, at Gud er ubarmhjertig og skånelsesløs. Men hvis vi tænker os lidt om, kan vi forstå, at lige det modsatte er tilfældet. Ateisme drejer sig faktisk ikke om bevis for det ene eller det andet. Det er en total fejlagtig ide, som mange ateister dækker sig ind under. Hvis man har øjnene tl at se det, er hele verden bevis på en intelligent designer. Det er indlysende, at ingen er ateist, fordi de mangler bevis på Gud.

At være ateist er simpelthen en valgsag. Ateisme vælger man, fordi man ikke ønsker Gud i sit liv. De fleste religioner har ingen god forklaring på, hvordan det kan være, at der findes mennesker, der ikke ønsker Gud i deres liv, men i den vediske version forklares dette i detaljer. Ifølge den vediske filosofi er Gud den Højeste Nyder, og sjælen (dvs. du og jer) er beregnet til Hans nydelse. Men hvis sjælen nærer ønske om at efterligne Gud og blive uafhængige nydere af verden, giver Krishna dem den materielle verden som deres aktivitets felt.

På den måde er vi alle faldne sjæle, hvadenten vi kalder os buddhister, kristne, hinduer, ateister eller hvad som helst. Vi er faldet ned til den materielle verden for at spille nydere og herskere. Hvis vi rent faktisk kendte sandheden - at Krishna er den eneste nyder og hersker - så ville vi ikke kunne udleve illusionen om at være uafhængige nydere og herskere. Så Krishna holder barmhjertigt de faldne sjæle hen i uvidenhed. Det er ud af respekt for den vildledte sjæls ønsker, at Krishna holder sig væk fra ham. Når en nidkær ateist har en stærk overbevisning om, at der ingen Gud er, så er det Krishna der sidder som Oversjælen i hans hjerte og gør ateistens overbevisning stærk.

Krishna siger:

Jeg befinder Mig i alles hjerter som Oversjælen. Så snart nogen ønsker at tilbede en eller anden halvgud (eller at være ateist), er det Mig, der gør hans tro stærk,så han hengive sig til den særlige deitet. (Bg. 7.21)

Så den eneste måde, en falden sjæl nogensinde igen kan gøre sig håb om at se Gud, er ved at bede Ham om det. Så længe det grundliggende ønske er der om ikke at ville have noget at gøre med Gud, så vil Krishna holde sig langt væk fra denne sjæl, og Han vil give sjælen et hav af undskyldninger for ikke at tro på Ham. Så når ateister efterlyser  beviser på Gud, er det således intet andet end løgn og plat. Der er intet en nidkær ateist ønsker sig mindre end bevis på Gud. Bevis på Gud er det sidste en ateist vil have.

Enhver der ønsker at kende Gud hinsides tvivl vil selvfølgelig gøre hvad det end skal være for at afstedkomme dette. Det første, der kræves for at se Gud, er, at man opgiver sin ateistiske mentalitet og udvikler et ægte ønske om at se Gud. Hvis man ønsker at se Gud, vil man gøre det, der skal til, det er klart.

Krishna siger:

Hør nu fra Mig, O Prithas søn, hvorledes du ved at udføre yoga i fuld bevidsthed om Mig, med sindet fæstnet på Mig, kan kende Mig helt og fuldt uden nogen tvivl. (Bg. 7.1)            

Den store løgn

Den store løgn

I det moderne samfund opdrages børn til en løgnagtig livsindstilling lige fra de er gamle nok til at holde hovedet oprejst, og de bliver placeret foran TVet. Er det fx. en god og positiv ting at opdrage børn med den grundliggende løgn, det er, at alting i den materielle verden ender godt? Det er nok en af de mest fortærskede floskler i al film og litteratur - everything g is going to be ok, baby. I promise, everything is going to be alright. Sandheden er, at ingenting ender godt. Alting ender altid med at gå ad helvede til, for alting ender i sygdom, alderdom og død. Og i mellemtiden, mens man venter på det uundgåelige, er der altid et eller andet, der går galt, og der gør det hele tiden både overfor ens nærmeste og resten af verden. Så når man fortæller børn gennem hele deres opvækst, at det hele nok skal blive ok og ende godt, så er det bare en eneste stor løgnehistorie. Folk i dag er nøjagtigt ligeså vildledte og forvirrede, som de var før i tiden. I dag er det bare et andet paradigme som folk dækker sig ind under. Før i tiden blev fok holdt hen med magiske trick og undere, mens de i dag holdes hen med teknologi og bevidstløshedsfilosofi. Med bevidstløshedsfilosofi hentyder jeg til det mærkværdige fænomen, som det er, at man har fået en hel verden til at tro på at ved at absorbere sig selv og hele kulturen i ydre, mekaniske ting, ja, det er vejen frem til lykke og velstand. Man har fået en hel verden til at tro på, at den nuværende overflade kultur er kulminationen af al menneskelig viden og fremgang. Lige fra den tidligste alder bliver børn bildt ind, at alt det, vi ved nu for tiden om verden omkring os, det er den eneste sande kundskab, og alt det man vidste før i tiden, det er bare overtro og myter. Hvordan er det andet end ren dogmatik at antage, at alt hvad folk troede på før i tiden, millioner af år før os, det er bare overtro og myter, mens alt det, vi tror vi har fundet ud af om verden efter den industrielle revolution, det er faktuel kundskab? Det er den løgn, det moderne menneske bliver indoktrineret med lige fra barnsben af i den nuværende forbrugerkultur, der sætter dagsordenen i verden. Der har altid været en herskende klasse, der har holdt folk hen med propaganda. Det kan man se hele vejen ned gennem histororien. I dag bilder man folk ind, at alt det, der står i de videnskabelige journaler er sandt, eller det er sandt fordi, en eller anden idiot i hvid kittel stiller sig frem på TV og siger det, og man bakker det op med complicerede matematiske ligninger og tekninsk jargon, som ingen fatter en lyd af. Man snakker om atomer og molekyler, som om de havde det mindste at gøre med den virkelighed, folk lever i. I virkeligheden OPLEVER vi ikke molekyler og atomer. Det kan da være fuldstændigt ligegyldigt, om jeg ved, at alting er små atomer, der svæver rundt på microplanet. Hvis jeg har det af helvede til og ikke kan få mine ønsker opfyldt, hvad rager det så mig hvordan de kemiske vekselvirkinger foregår? Hvis man står midt i en skilsmisse, er det så hændelser på molekyleplanet man først tænker på? Eller hvis ens barn er sygt, sidder man så og analyserer, hvad der foregår på det atomare plan? Er det overhovedet vedkommende for ens psykiske velfærd, hvad der foregår på microplanet? Er det så ikke bedre at have et program, der kan lære en at håndtere de psykiske aspekter af tilværelsen? Det er på det psykiske plan, at vi oplever al glæde og smerte, så derfor kan man styre sin glæde og smerte gennem det rette program - det vediske program. Det kan være, at jeg ikke kan få mine ønsker opfyldt og at mit liv er kaos og at jeg ingen penge har, og at min kæreste, som var det sidste der holdt mig oppe, er skredet. Hvordan har man det så? Så tror man sikkert, at hvis jeg bare kunne få mine ønsker opfyldt, så ville jeg blive lykkelig. Men sagen er, at der er masser af mennesker i verden, der får alle deres ønsker opfyldte. De har fået lige den kvinde de gerne vil have, lige det job de ønskede sig, lige det hus de drømte om, lige den bil fra reklamerne, godt med penge, og lige de børn, de ønskede sig osv. osv. - men de er stadig frustrerede. De tager også stoffer, de er også alkoholiserede, de begår også selvmord, de har også økonomiske problemer, men i stedet for at være bekymrede over de 3000 kroner de mangler til huslejen, bekymrer de sig over 3 millioner. Uroen er nøjagtig den samme. Smerten over tab er den samme. Sygdommen er den samme. Alderdommen er den samme. Og døden er den samme for alle mennesker. Det er oplevelsen af af at blive syg, gammel og dø, vi skal lære at behandle i vore sind. Og det udlæres der intet om i det moderne samfund. I stedet får vi at vide, at det skal du ikke tænke så meget over. Egentligt skal du bare glemme det. Hvorfor spekulere over det uundgåelige, kommer det dybsindige råd. Men det er kun med kundskab om sin egentlige kerne, sit virkelige selv, at man kan få sand succes i tilværelsen, og med succes mener jeg ikke økonomisk succes og social prestige. Virkelig succes er at blive tilfreds i livet uanset sin sociale position eller kropslige udforming. Naturvidenskaben beskæftiger sig med de ydre fysiske former men ikke med de indre psykiske former, og det er denne mangel på et meningsfuldt indre liv, som naturvidenskaben ikke kan hjælpe os med, og som gør det moderne menneske frustreret i livet. Hvis der nu kommer nogen og siger, at de ikke er frustrerede, så har jeg ikke mere at sige. Så betyder det enten, at vedkommende er fyldt med løgn, eller at han er for dum og uintelligent til at være frustreret. Eller man er blevet gjort tanketom og bevidstløs af medikamenter og alkohol eller af ren og skær kaffe-og-kage-hygge-med-TV-og-Jyllandsposten. Før i tiden var det vismændene og præsterne, der var den øverste klasse i samfundet. I dag er den klasse bare blevet skiftet ud med handelsstanden. I dag er det købmænd og producenter, der regerer verden, men de har stadig brug for præster og videnskabsmænd til at fortælle folk, hvad de skal tro på. Og de har desuden brug for videnskabsmænd og forskere til at fabrikere maskiner og militærudstyr. Alt, hvad folk bliver indoktrinerede til at tro på, er blevet gjort til en verdensomspændende ideologi, der kun er blevet så vidtrækkende, som den er i dag, fordi man har TV til at udbrede den. Den globale kultur kalder man det. Før i tiden var det russerne, der var nogle væmmelige nogen, i dag er det Al-queda og terrorister, der vil os til livs. Og den globale kultur er intet end en gigantisk, verdensomspændende markedplads for Coca-cola, McDonalds og Levis. Men sandheden er, at folk ikke er mere lykkelige nu end de var før i tiden. Det er simpelthen ikke muligt at erfare sand lykke i et teknokratisk overfladesamfund, hvor alting er blevet kogt ned til upersonliger, ubevidste atomare processer. Utilfredsheden og elendigheden bare stiger og stiger i et sådant samfund. Men befolkningen bliver fyldt med løgn - løgnen om at teknologien i forening med økonomisk fremdrift er løsningen på alle problemer. De eksistentielle problemer er i konstant stigning i samfundet. Fx. er salget af anti-depressive midler steget eksplosivt de senere år, men vi bliver fyldt med ideen om, at alle problemer kan løses gennem økonoomisk udvikling og teknologi. Vi bliver madet med endeløse Hollywood film, hvor teknologien og videnskabsmænd klarer alle ærterne. Altsammen løgn og plat. Der findes simpelthen ingen bedre beskrivelse af, hvordan det psykiske plan fungerer, end den Krishna giver os i Bhagavad Gita. I Bhagavad Gita beskriver Gud naturen i forhold til det bevidste, det psykiske og det fysiske plan (selvet, sindet og kroppen) og hvordan de fungerer i en sammenblanding med naturens tre kvaliteter -godhed, lidenskab og uvidenhed. Ved hjælp af denne videnskab kan man nøjagtigt bestemme enhver persons psykiske tilstand og vejlede ham i, hvordan han bliver mere lykkelig og tilfreds i livet og hvordan man effektivt behandler psykiske problemer i form af depressioner, manier, kedsommelighed eller hvad som helst, der gør, at Dk og resten af det teknologiske samfund har en høj selvmordsprocent. Hvorom alting er, så kan man ved hjælp af vedisk psykologi lære at aflæse naturen, kroppen, tankerne og alle følelserne i sindet. Det lærer man intet om i det teknologiske samfund, der er styret af handelsstanden og som kun ser verden som en markedsplads for deres produkter. Den herskende klasse har altid bildt folk ind, at de kun kan blive lykkeklige gennem sansetilfredsstillelse, teknologi og økonomisk fremdrift, men det er løgn. Ingen er nogensinde er blevet mere lykkelige og tilfredse i tilværelsen af et moderniseret, teknologisk liv, tværtimod. Alle statistikker viser det modsatte. Enhver, der ønsker det, kan via Bhagavad Gita hente hjælp til et mere hel og tilfredsstillende eksistens og det helt uden, at man behøver tro det mindste på Krishna og Vedaerne, for metoden virker, hvadenten man tror på den eller ej. Man skal bare sættes ind i programmet, så kører det helt af sig selv. Her er analogien om en computer gangbar. Kroppen er hardwaren, sindet er softwared og selvet er brugeren. Sindet er som en software, der er beregnet til at behandle naturen på en sådan måde, at den vil forårsage mest mulig glæde for os og mindst mulig lidelse. Hvis man indsætter sig selv i denne software, vil man direkte kunne erfare de gavnlige resultater i psyken. Gennem dette program kan det bevises, at den menneskelige psyke vil få det bedst ved at forstå og følge den vediske model. Nutidens mennesker i Kali tidsalderen er meget ulykkelige og frustrerede, og det er de, fordi de har skabt en mekanistisk, upersonlig opfattelse af naturen. Men ikke alverdens rigdom, magt og kropslig nydelse vil nogensinde kunne slukke den tørst psyken har efter glæde og tilfredsstillelse i livet. Og det kan kun afstedkommes ved at forstå naturen, som den er. Det moderne menneske bliver ikke udstyret til at behandle sin egen psyke. Der gives ikke noget program til psykisk velfærd, der virker, andet end psykofarmika. Ifølge den vediske version er det psyken, der former materien. Ved at manipulere med sin psyke kan man manipulere med materien – materien i form at tanker, følelser, vilje, glæde, smerte, kulde varme osv. Vi lever i en kultur der er totalt viet til teknologi og maskiner. I en bedre og mere sund kultur går man op i at forme den omkringligggende natur med sin psyke, så den bliver mest mulig indbringende. Det gør man ikke ved at se naturen som noget, der blot skal udnyttes til at lave maskiner og teknologi, først og fremmest i form af militær udstyr og dernæst til at fremstille forbrugsgoder. En kultur, der er baseret på at udnytte naturen til forretningsinteresser, vil aldrig have folkets ve og vel for øjnene. I et ideelt samfund, vil de styrende kræfter være i stand til at gøre folk lykkelige og tilfredse, De vil være i stand til at sikre sig naturens venlige samarbejde og på den måde garantere borgerne en verden uden alt for mange naturlige forstyrrelser fra sygdom og katastrofer. Men når man forsøger at fortælle om den evige vediske kundskab, der har en praktisk løsning på alle problemer, bliver man affærdiget som fanatiker eller sektmedlem, eller disse sandheder bliver affærdiget som skøre konspirationsteorier. Men det er blot den moderne, snedige strategi, der skal holde det herskende paradigme i gang og som via ensidig propaganda opdrager folk til at tænke på en særlig måde. Man kan simpelthen ikke nægte, at der i alle samfund altid har været en herskende klasse, der styrer masserne. I dag tror folk, at de er oplyste, og at de ikke er styrede, at alting er demokrati og ligeværdighed. Men det er blot endnu en løgn folk indoktrineres med i det moderne forbruger samfund. Folk er nøjagtigt lige så kontrollerede af de herskende krafter, som de altid har været. I dag bliver folk bare styret og hjernevasket på en anden måde end før. Hvis man ikke kan indse det, hvis man tror, at ens kultur er baseret på videnskabelige fakta og værdier, så kan forklaringen kun være den, at man tilhører de bevidstløse masser. I dag er de fleste mennesker veluddannede teknokrater, og de har skabt en hel kultur omkring det, men de tilhører stadigvæk de bevidstløse masser - dem, der bare følger samfundstrømmen, som den bliver dirigeret af de ugudelige kræfter, der har fået dispensation til at styre verden i øjeblikket. Krishna siger: De, der således er forvirrede, tiltrækkes af dæmoniske og ateistiske anskuelser. I denne vildledte tilstand, bliver alle deres håb om befrielse, deres frugtstræbende handlinger, og deres udvikling af viden altsammen forpurrede. (Bg. 9.12) Min kære Arjuna, eftersom du aldrig er misundelig på Mig, vil Jeg hermed give dig denne mest fortrolige kundskab og indsigt. Når du kender den, vil du blive frigjort for alle den materielle eksistens elendigheder. (Bg. 9.1) Denne viden er kongen over al uddannelse og den mest fortrolige af alle hemmeligheder. Det er den reneste viden, og eftersom den giver en direkte opfattelse af selvet gennem indsigt, er det religionens fuldkommenhed. Den varer evigt og udføres med glæde. (Bg. 9.2)